Kåret til verdens bedste BBQ-bog!

Gourmand World Cookbook Awards har kåret Det Danske Grill Landsholds kogebog "GULD" til verdens bedste grillkogebog 2012.


Sæsonen er blevet skudt i gang på den allerfornemste facon for Det Danske Grill Landshold! Lørdag aften løb holdet nemlig med titlen ”World’s Best BBQ Cookbook” for bogen ”GULD”, som teamet udgav sidste sommer. Kåringen skete ved den anerkendte Gourmand World Cookbook Award i Paris, hvor de danske grilldrenges bog var oppe mod fire af verdens bedste barbecuebøger.

En bog, der skaber kultur

- Det er fantastisk! Vi er selv utrolig stolte af bogen, for vi har lagt masser af arbejde i den og selv er rigtig glade for den, og vi har også fået gode reaktioner fra folk, der har købt den. Men det er klart, at det her er en kæmpe cadeau til alle mand på holdet og til teamet bag bogen, for det er altså første gang, at vi laver en kogebog, og at den så ender som verdens bedste – det er over al forventning, sagde holdleder Stig Pedersen.
På forhånd havde juryen bag Gourmand World Cookbook Award kåret ”GULD” som Danmarks bedste i kategorien ”BBQ Cookbooks”, men herefter blev den så udvalgt til at gå videre til finalen. Her var den oppe imod fire andre nationale vindere inden for kategorien – en af den verdenskendte amerikanske grillkok Jamie Purviance, en bog fra Norge, en fra Namibia og en fra Uruguay.
- BBQ-kategorien har vi haft med en del år efterhånden, men jeg mener aldrig, at en dansk bog har vundet lige netop dén kategori. Men der var ingen tvivl i år. Man kan se, at danskerne har prøvet at løfte niveauet for grillmad, og juryen var meget imponeret over bogen. Traditionen tro er BBQ-kategorien en svær en at vinde, men det talte også til den danske bogs fordel, at den giver læserne mere end opskrifter. For os handler kogebøger om at skabe kultur, og det gør ”GULD”, fordi den også fortæller en historie om en kultur, fortalte præsidenten for juryen bag Gourmand World Cookbook Awards, Edouard Cointreau, efter prisuddelingen.
 
God kickstart
Lige netop dén beskrivelse er folkene bag bogen glade for – fordi det netop har været hele ambitionen.
- Vi kan godt se, at vi er gået en anden vej med vores bog. Den har masser af opskrifter og viser, at alt kan lade sig gøre på grillen. Og så har vi ønsket at fortælle historien om holdet – om hvordan en gruppe helt almindelig gruppe småtossede danskere med flair og passion for at grille kan kæmpe med ved VM for BBQ mod nogle af verdens allerdygtigste professionelle grillere, fastslår Stig Pedersen.
På den måde har sæsonen 2013 fået en gevaldigt kickstart for Det Danske Grill Landshold – og de fortsætter, hvor de slap sidste år. Her blev det blandt andet til en 3. plads ved VM og efterfølgende en sejr ved en af verdens største grill-konkurrencer; Jack Daniels International. Om knap et par uger mødes holdet igen – nu skal der trænes til det kommende VM – og mon ikke der også er flere kogebøger  på vej i fremtiden …
 

Du kan få fingrene i kogebogen "GULD" ved at trykke her.

den 24. februar 2013