Europamestre i "Chicken"

Der kom pokal og titel med hjem, da Det Danske Grill Landshold deltog ved EM i BBQ i Belgien.



Der sker noget magisk, når man stikker Det Danske Grill Landshold en kylling og beder teamet trylle. Det tyder alt i hvert fald på oven dette års EM i BBQ, der blev afholdt i weekenden i Belgien. Her blev danskerne nemlig kåret til europamestre i "Chicken" efter at have præsenteret dommerne for en ret bestående af fire versioner af kylling, hvoraf en af varianterne var den opskrift, holdet tidligere på årets vandt bronze med ved verdensmesterskabet. En opskrift, der er blevet udviklet over de sidste flere år.

Stolthed og smil

Det var da også nogle glade danskere, der efter medaljeceremonien sent søndag aften kunne hæve flaget og kalde sig "Europamestre i kylling".

- Vi er så stolte! Det er altid vildt, når man som hold får lov at blive kaldt på scenen ved et mesterskab. Der er så mange om buddet, så det er en kæmpe ære hver gang. At det så igen er kyllingen, der giver pokal - det er fedt, når vi har arbejdet så meget med den, siger teamchef, Stig Pedersen.

Da holdet i maj deltog i VM i BBQ, resulterede holdets kylling i en tredjeplads - og til EM valgte holdet derfor at videreudvikle denne ret. Det resulterede i en udvidelse med tre ekstra varianter af kylling - en videreudvikling, Anders Jensen har haft ansvaret for.

- Jeg er rigtig tilfreds - det er jo rart, når ens anstrengelser bliver belønnet. Og jeg synes faktisk, at vi har arbejdet rigtig meget med den her ret, så jeg er glad for, at dommerne både ved VM og EM har kunnet lide vores kylling, smiler han.

 

Svær balance

Siden landsholdet så dagens lys i 2008, har kyllingeretten været under udvikling. Fundamentet i retten stod Anders for at udvikle, og det første år blev det til en flot fjerdeplads ved VM. Siden er den så - ligesom holdets øvrige retter - blev justeret og finpudset. Ved EM bestod retten derfor både af den drumstick, holdet præsenterede ved VM, af en mildere udgave af teamets hotwings, en lille kugle af trukket kyllingekød vendt med en række krydderier og et stykke kyllingebryst med bacon og ost. 

- Det interessante ved kylling er jo, at det er svært at tilberede, uden at det bliver tørt og kedeligt. Desuden er det en hårdfin balance, hvornår man overdøver smagen af kylling, så det er et stykke kød, der skal behandles med respekt, siger Anders.

Den balance har Det Danske Grill Landshold altså nu bevis på at have fundet.

- Det skal selvfølgelig fejres - men ikke lige nu. Vi skal være hjemme i morgen tidlig, så vi skal køre hele natten. Så fester og fejrer vi senere, fastslår Anders.

den 27. august 2012