Dagbog 9: Finaledagen

Endelig blev det lørdag – dagen, som i Memphis in May-regi er at betragte som den helt store finale. Efter fejringen af Hasses 2. plads i Exotic, 6. plads for Seafood, 10. plads i Poultry for vores kylling og 12. plads for Beef mødtes de fleste af os nede på Blue Plate Café for at få en solid morgenmad til at stå imod dagens udfordring med. Vi var dog ikke fuldtallige - nede på pladsen var både Peter og Martin allerede i gang med at tilberede vores finale-ribs.

Rent svineri
Modsat fredag, hvor alle kategorier er mere frie og handler om alt andet end gris, så er lørdagen ved Memphis in May dedikeret til gris. Her er det hovedkategorierne, det drejer sig om: whole hog (hel gris), shoulder (skulder) og ribs (spareribs). Hvert hold kan kun stille op i én af disse, og for os er det ribs. Vinderne af de fire hovedkategorier går derefter videre i kampen om det samlede verdensmesterskab – og det er netop derfor, der er så meget på spil lørdag. Det er her, det handler om æren. Hovedkategorierne bedømmes ikke kun ud fra blindboxes, men også ved onsite judging, hvor tre dommere besøger standen og smager maden. Det betyder, at man skal have gang i den helt store fintuning af standen, så alt gør sig så godt som overhovedet muligt. Ved bredden af Mississippi-floden kan der være rigtig meget støv og mudder, når det har regnet, så det er et spørgsmål om at få gjort rent, ryddet op, dækket pænt op og sågar pudset sko og renset negle. Den første gang, vi deltog, kan jeg huske, at jeg følte, det var helt overdrevet og voldsomt, så jeg kan næsten forestille mig, at for en ny mand som Morten B – så har det sikkert også virket lidt grotesk. Men sådan er kulturren – og det er en del af charmen netop ved lørdag ved Memphis in May. Det er med til at skabe fokus, man bliver ekstra skarp og præcis – og netop den dag kommer det helt tydeligt til udtryk, hvorfor det er så vigtigt, at rollerne er fordelt, og alle kender deres plads. Der er så meget på spil, at intet må gå galt.



Det fine snit
Efter morgenmaden gik vi ned på standen, hvor Peter og Martin virkede til at have styr på det. Fredag mærker man altid en særlig fokus – sådan en indelukket kontrol på den fede måde. Der blev hurtigt lavet en opgavefordeling på at få gjort pitten klar og få dækket op til onsite-dommerne – noget, vi andre stod for, så Peter og Martin kunne koncentrere sig 100% om ribs'ene. Som altid skulle der afleveres en blindbox med ribs til bedømmelse, og som tiden nærmede sig aflevering, begyndte nervøsiteten at brede sig. Det gik pludselig op for os, at benene var så kødfyldte, at der var problemer med at have dem i boksen. Det betød et unødvendigt tidspres, men det lykkedes alligevel at få blindboksen af sted og lynhurtigt få linet op til første onsite-dommer. Her har alle en rolle - én skærer benene, en anden bærer dem ind til dommeren, nogle rydder af, når dommeren er gået, og andre gør klar til den næste. Kort sagt, så er onsite-judging en charmetur uden lige, hvor man får muligheden for at præsentere holdet og dét, det står for. Hos os betyder dét, at vi står klar i stiveste puds i form af vores gallajakke, lange sorte bukser og sko – i parade midt i den bagende sol. Da den første dommer kom på besøg, bød Jim ham velkommen og præsenterede holdet én for én. Stig tog så dommeren med på en lille rundtur i pitten for at fortælle om vores grill. Så blev dommeren præsenteret for det slab, han skulle smage - slabbet lå på en Ranch gejlet med grøntsager og pynt til lejligheden.



Herefter gik dommeren med Stig ind i teltet, hvor Peter og Jim ventede. Mens de fortalte dommeren om ribs'ene, var der godt gang i pitten. Alt havde åndet fred og ro, lige indtil jeg selv skulle i ilden. Jeg havde fået det ærefulde hverv at skære kødet ud til dommeren, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var lettere sagt end gjort. Benene buede mere end normalt, så det var umuligt at lave et pænt snit som aftalt. Derfor besluttede Martin og jeg at tage en ny slab fra smokeren og forsøge med det – selv om at vi vidste, at det kan koste dyrt at servere for varme ribs. Men der var ikke andet at gøre. Herefter vidste jeg, at jeg ikke kunne løfte opgaven at skære benene som ønsket, så Kim overtog opgaven. Da næste dommer kom på besøg, måtte Kim så også erfare, at benene var svære at læse - og endnu en gang var ventetiden for dommeren for lang. Set i bagkloghedens skarpe skær, så kostede det heldigvis ikke på point-kontoen – for efterfølgende fandt vi ud af, at minimum to ud af tre dommere havde givet os topkarakteren 10. Den sidste dommer kom aldrig tilbage til standen, hvorfor vi ikke er bekendte med hans score og bedømmelse.

I den ulidelig lange ventetid, hvor man håber at få beskeden om, at vi er blandt de tre, der går videre til finalen - der gik vi og fik ordnet standen. Vi kunne ikke pakke den ned, for hvis vi skulle ende i finalen, ville der skulle være endnu en onsite-judging. I år gik der rigtig lang tid – og mens vi kunne se finalisterne blive udtaget i whole hog- og shoulder-kategorierne, var der intet nyt i ribs. Langt om længe kom svaret – vi var ikke udtaget til finalen. Selv om vi har prøvet det før, så vænner man sig aldrig til skuffelsen – det er et marathonløb, der bliver afbrudt før mål, uden at du ved, hvor langt du har tilbage. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan Peter og Martin måtte have haft det. På det tidspunkt var der ikke andet at gøre end at pakke standen ned og vente på præmieoverrækkelsen, hvor det skulle vise sig, om der var en top 10 placering i hus. Der var spænding i luften, da vi gik til præmieoverrækkelsen, hvor vi foruden hovedkategorerne også skulle have resultatet af hotwings-konkurrencen. Mens de fine placeringerne røg en efter en, måtte vi sande, at det ikke blev til pokal for vores hotwings – og heller ikke i ribs-kategorien. Det hjalp lidt på humøret, at en af vores allerbedste BBQ-venner vandt Grand Champion-titlen med holdet Sweet Swine O Mine.

Mødet med en legende

Det siger sig selv, at atmosfæren var påvirket af skuffelse – faktisk på store dele af pladsen. Vores venner fra Big Bob Gibson Bar-B-Q endte eksempelvis som nummer 2 i Shoulder-kategorien. Det betød, at Chris Lilly må vente endnu et år med at forsøge at tilegne sig den ring, man får, når man har vundet tre Grand Champion-titler. Samme skuffelse gjorde sig gældende hos os selv. Vi var noget slukørede, da det stod klart, at vores ribs var endt på en 46. plads – væsentlig dårligere end sidste år – og vores vinger, der fik en 60. plads. Men der var nu alligevel et par lyspunkter i løbet af dagen. For det første blev en delegation af holdet inviteret til afslutningen på Adam Richmans show, som vi var med i forleden. Her serverede han Elvis' yndlingstoast for os alle - toast med peanutbutter, banan og bacon. Den trak tænder ud at sætte til livs! Derudover havde vi æren af et besøg hos det legendariske hold Apple City BBQ. Et par stykker af os besøgte forleden holdet, som på mange måder har været mentorer for nogle af de største BBQ-navne i dag. Mike Mills, som går under kælenavnet ”Legenden”, gav os hele historien om, hvordan han og makkeren Patt Burke i 1990’erne styrede slaget ved MIM. Blandt andet formåede de at vinde allerede det første år, de stillede op. For mit vedkommende var det en stor oplevelse at møde de to herrer – kort sagt, fordi der er noget autencitet og noget originalitet over sådan nogle mennesker – de rummer en historie, som har dannet grundlag for det, vi leger med i dag. Det er for mig fuldstændig den samme forhold, jeg har til George Stephen, Webers grundlægger – ham ville jeg virkelig gerne have mødt på hans hjemmebane. Efter mit første møde med Mike Mills ytrede jeg bagefter ønsket om at bytte trøje med så stor en legende. Det er nemlig noget, vi har en tradition for på holdet.



Den tråd tog Anne op, fik fat i Ken Hess og fik ham til at spørge Mike Mills datter. Så pludselig hev Ken os over til Apple City BBQ efter præmieoverrækkelsen, hvor han fangede Mike Mills. Han havde allerede aftalt det med Mills’ datter, men det var en overraskelse selv for Mike Mills, at han nu skulle til at bytte trøje med en dansker. Men han var med det samme med på idéen – og smed den hvide skjorte, som jeg så var så heldig at modtage. Så vi fik udvekslet skjorter, og øjeblikket blev foreviget. Det var en fantastisk afrunding på en altid hektisk finaledag – og på et VM, der både indbragte os nogle flotte resultater, hvor holdet fik en ny kompetent spiller, Morten B, kørt i stilling, og Hasse for alvor markerede sig og satte trumf på med den flotte 2. plads. Respekt.